Afdelingsleder til Informationssikkerhed
Description
Vil du have du muligheden for at forme en ny lederrolle og sætte retningen for IT- og informationssikkerheden i Kolding Kommune? Du kommer tæt på både fagligheden, medarbejderne og de beslutninger, der skal få sikkerhed, governance og compliance til at fungere i praksis.
Sæt retningen for informationssikkerheden i Kolding Kommune
Kolding Kommune er i gang med at udvikle en afdeling i IT og Digitalisering og søger derfor en afdelingsleder, som får ansvar for informationssikkerhed, GDPR, NIS2, risikostyring, beredskab og AI-governance. Her får du mulighed for at sætte dit eget præg på en nyoprettet lederstilling og skabe en fælles retning for en afdeling med seks medarbejdere og flere forskellige fagligheder.
Du bliver en del af ledergruppen i IT og Digitalisering og refererer til chefen for området Matine Gro Kvist, Med ansvar for både personaleledelse og den faglige udvikling skal du sikre, at informationssikkerhed, IT-governance og compliance bliver omsat til løsninger, der fungerer i kommunens hverdag.
Dine vigtigste opgaver bliver at:
- Sætte retning for kommunens arbejde med informationssikkerhed, governance og compliance
- Lede og udvikle medarbejderne samt skabe klare prioriteringer og en god opgavefordeling
- Styrke risikostyringen gennem risikovurderinger, sikkerhedskrav og standarder og sikre et solidt beslutningsgrundlag for ledelsen
- Forankre sikkerhed og omsætte krav til hverdagen ude i forvaltningerne inden for blandt andet GDPR, NIS2 og AI-governance, så de bliver anvendelige i hele organisationen
- Sikre, at afdelingen bliver en værdifuld sparringspartner for områdechefer, lederne og de forskellige forvaltninger – med fokus på at være nærværende, engageret og nysgerrig på, hvad der giver mening lokalt
- Have overordnet ansvar for IT-beredskabet og sikre sammenhæng med kommunens fysiske beredskab, så kritiske funktioner opretholdes, når der opstår hændelser og kriser
- Arbejde tæt sammen med de øvrige afdelingsledere inden for Data og Teknologi, Infrastruktur, Projekt og Udvikling samt Support, så udvikling og innovation går hånd i hånd med sikkerhed
Du kombinerer solid sikkerhedsfaglighed med tydelig ledelse
Vi leder efter dig med solid erfaring inden for informationssikkerhed og IT-governance samt flere års erfaring med personaleledelse – gerne af specialister. Din faglige tyngde gør dig i stand til at gå i dybden med komplekse problemstillinger, vurdere risici og udfordre løsninger, mens din ledelseserfaring hjælper dig med at samle forskellige fagligheder om fælles mål.
Som leder har du fokus på såvel den enkelte medarbejder som kulturen i sin helhed. Du evner at vække tillid og skabe følgeskab gennem dialog, men du har samtidig gennemslagskraften til at udfordre, sige fra og kommunikere komplekse problemstillinger klart og tydeligt på tværs af mange interessenter og dagsordner.
Du har gerne erfaring fra en større og kompleks organisation. Kendskab til den offentlige sektor eller en politisk ledet organisation er en fordel. Du formår at omsætte lovgivning, standarder og sikkerhedskrav til løsninger, der fungerer i praksis. Erfaring med GDPR, NIS2, ISO 27001/27002, beredskab eller AI forordningen er en fordel, men du behøver ikke være specialist på alle områder.
Du får mulighed for at gøre en mærkbar forskel
I Kolding Kommune får du mulighed for at forme en afdeling, der rummer dygtige fagligheder, og skabe rammerne for det videre arbejde. Du bliver en del af et stort IT-fagligt miljø med gode muligheder for sparring og får indflydelse gennem samarbejdet med både ledergruppen, forvaltningerne og kommunens øvrige stabsfunktioner.
I Kolding Kommune tror de på, at de bedste løsninger skabes i samspil med dem, der skal bruge dem. Også når det kommer til informationssikkerhed. Det handler nemlig ikke alene om retningslinjer og kontrol, men om at skabe forståelse, tillid og opbakning på tværs af organisationen.
Vil du kombinere faglig fordybelse, personaleledelse og organisatorisk indflydelse? Så glæder vi os til at læse dit CV.
HumanTrust er et passioneret rekrutteringsbureau med mennesket i fokus. Fra vores kontorer i Aarhus, Horsens og København laver vi tillidsfuld rekruttering fra C-level til specialistniveau. Vi forbinder motiverede medarbejdere med ambitiøse organisationer med et særligt fokus på gensidig kemi, fælles ambitioner og matchende værdisæt.
