Skip to content
Search jobs inside your AI agent. Claude, ChatGPT, Claude Code, Codex, Gemini, Cursor and Grok
Connect

Advokatsamfundet

NewBe an early applicant

Erfaren jurist til Advokatsamfundets Retssikkerhedsafdeling

Posted
Discussion

Description

Kunne du tænke dig at være med til at styrke retssikkerheden for borgere og virksomheder i kongeriget Danmark? Vil du være pennefører på nogle af Advokatsamfundets dagsordner for at højne retssikkerheden, og være med til at føre Advokatrådets prioriteter ud i livet?

Hvem er Advokatsamfundet?

Advokatsamfundet arbejder på et politisk neutralt grundlag for borgernes og virksomhedernes retssikkerhed samt for et velfungerende retssamfund. Vores opgave består blandt andet i at føre tilsyn med landets advokater og advokatvirksomheder samt at uddanne nye advokater.

Vi er en organisation med et højt fagligt niveau, et stærkt sammenhold og en uformel tone. Vi søger en kollega der motiveres af at arbejde i en ambitiøs organisation med fokus på faglig udvikling og et stærkt kollegaskab.

Hvad kan du forvente?

Du vil blive en del af Retssikkerhedsafdelingen, som består af otte kollegaer – primært jurister.

Afdelingens fokus og centrale opgave er at styrke og sikre retssikkerheden i kongeriget Danmark. Det sker dels gennem arbejdet i Advokatrådets udvalg og via projekter og politiske dagsordner som Advokatrådet prioriterer. I afdelingen er der derfor mulighed for at arbejde med forskellige og komplekse juridiske problemstillinger inden for retssikkerhed.

Afdelingen består tillige af et internationalt team, som løfter opgaver og Advokatsamfundets dagsordener på det internationale område. Det sker særligt gennem de internationale advokatsammenslutninger CCBE og IBA. Helt aktuelt har teamet haft en central rolle i forbindelse med afholdelse af IBA’s årlige konference, der netop har været afholdt i København.

Vores nye jurist vil sammen med afdelingens øvrige jurister indgå i varetagelsen af afdelingens opgaver, som blandt andet består i:

  • betjening af en række af Advokatrådets udvalg, f.eks. Grundrettighedsudvalget, og arbejdsgrupper, som Advokatrådet nedsætter til at behandle aktuelle problemstillinger.
  • understøttelse af Advokatrådets arbejde vedrørende advokatreguleringen og de advokatetiske regler.
  • udarbejdelse af høringssvar.
  • håndtering af erstatningsfondssager.
  • dialog med advokater og borgere om fortolkningen af advokatreguleringen og de advokatetiske regler.
  • arbejde på forskellige projekter af retssikkerhedsmæssig karakter, for eksempel Advokatsamfundets Pro Bono Charter.

Afdelingen løser desuden en række mere rutineprægede opgaver af juridisk karakter som f.eks. udpegningssager.

Hos Advokatsamfundet er en god start på jobbet vigtig. Vi sørger for onboarding, hvor du både får en grundig oplæring i dine arbejdsopgaver og bliver introduceret til de andre afdelinger i huset.

Hvem er den rette kandidat?

  • Du er cand.jur. eller cand.merc.jur., og vi ser gerne, at du har minimum fire års erhvervserfaring.
  • Du har en tung faglig ballast og går op i at sikre høj kvalitet i dit arbejde.
  • Du er visionær og idérig og finder løsninger, hvor andre ser begrænsninger.
  • Du har en strategisk tilgang til opgaver og evner at nytænke processer og metoder med blik for både effektivitet og kvalitet.
  • Du er god til at holde det store overblik i processer og trives med at tage ansvar for projekter fra start til slut.
  • Du sætter pris på godt samarbejde, både med dine kollegaer og med eksterne aktører.

Det er en fordel, at du har erfaring fra centraladministrationen og forståelse for de politiske processer.

Hilsen fra din nye kollega

”I Retssikkerhedsafdelingen arbejder vi med at styrke retssikkerheden med afsæt i advokaternes særlige rolle i samfundet. Vi kommer med forskellige fagligheder og perspektiver og bruger dem sammen til at præge og udvikle vigtige dagsordener for vores retssamfund.

Her er højt til loftet, plads til faglige diskussioner og nye idéer samt mulighed for selv at sætte sit præg på både opgaver og løsninger.

For mig er det netop dét, der gør arbejdet spændende, udfordrende og virkelig meningsfuldt.” - Ditte Hector Dalhoff, specialkonsulent i afdelingen

Hvorfor vælge Advokatsamfundet som din næste arbejdsplads?

  • Stærkt kollegaskab på tværs af afdelinger
  • Central placering i København K lige ved Kongens Have
  • Attraktiv pensionsordning og sundhedsforsikring
  • Gode muligheder for faglig udvikling gennem samarbejde med erfarne jurister
  • Sociale aktiviteter som f.eks. fredagsbar, årligt medarbejderseminar, sommerfest og julefrokost
  • Mulighed for hjemmearbejde
  • God kantineordning med in-house kok
  • Gode ferievilkår, herunder seks ugers betalt ferie og fem betalte aftalefridage årligt samt seks ekstra betalte fridage om året, f.eks. grundlovsdag, dagen efter Kristi Himmelfartsdag og to ekstra fridage i december

Det praktiske

Stillingen er på fuld tid (37,5 timer om ugen) og du vil blive ansat på joblønsvilkår.

Du indplaceres i Advokatsamfundets løngruppesystem og aflønnes efter dine faglige og personlige kompetencer.

Sidste frist for ansøgning er tirsdag den 17. november.

Vi holder samtaler løbende med opstart snarest muligt.

Hvis du vil vide mere, er du meget velkommen til at kontakte retssikkerhedschef Cécile Nielsen på telefon 33969745 eller mail cni@advokatsamfundet.dk.

Du sender din ansøgning ved at klikke på ansøgningsknappen. Hvis du vedhæfter bilag, hvor dit cpr-nummer fremgår, bedes du venligst slette eller udstrege det.

Se mere om hvordan Advokatsamfundet behandler din ansøgning på vores hjemmeside.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Skills

Apply

See also

Legal jobs by country — openings, pay and top skills →