GENOPSLAG: Den Mobile Blodbank – GivBlod – har brug for DIG
GENOPSLAG: Den Mobile Blodbank – GivBlod – har brug for DIG
…Hvis du har lyst til en hverdag, hvor de mobile tapninger er afhængige af din indsats? Hvis du ønsker at være del af et team, som sørger for at skaffe livsnødvendig blod til patienter? Hvis du godt kan lide at have en hverdag, hvor to dage aldrig er ens – altid nye teams, et nyt sted, en ny mødetid og nye donorer og ingen vagter i weekender og helligdage?
Lyder det som noget for dig, så læs endelig videre.
Kort fortalt er de primære opgaver:
- Transport og håndtering af mobilt tappeudstyr
- Klargøring og nedtagning af tappesteder – vi rydder et lokale og fylder det med vores egne ting til tapningen.
- Opsætning af computer og opkobling til netværk
- Praktisk koordinering før, under og efter tapninger med de andre i teamet
- Varetage fortrolige helbredssamtaler og ved behov indgå i at tappe donorer (efter grundig oplæring)
Vi forestiller os, at du:
- Muligvis har en sundhedsfaglig baggrund eller erfaring fra beredskabet
- Trives i en hverdag med skiftende opgaver og arbejdstider
- Er fysisk robust og i god form så du kan håndtere tungt udstyr
- Er serviceminded og imødekommende – også når tempoet er højt
- Har gode samarbejdsevner og bidrager positivt til arbejdsmiljøet
- Har flair for IT
- Helst har kørekort kategori BE – da du skal kunne køre med trailer
Har lyst/kvalifikationer til på sigt at lære at tappe donorer.
Vi kan tilbyde:
- Et stærkt fællesskab med fokus på samarbejde og arbejdsglæde
- En varieret arbejdsdag med stor grad af selvstændighed
- En arbejdsplads med mening og direkte samfundsværdi
Praktisk information**:**
Vi er Rigshospitalets udekørende blodbank, men du vil altid skulle møde ind / slutte på Rathsacksvej, Frdberg, da det er her vi har vores materialer.
- Arbejdstid: 32-37 timer/uge – efter aftale
- Løn: I henhold til overenskomst for Administrations- og IT-personale m.fl.
- Ansøgningsfrist: 20. september
- Samtaler: Afholdes løbende i september
- Stillingen ønskes besat fra: 1. nov. 2026 eller efter aftale
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte ledende oversygeplejerske Sascha Vinzent eller Asger Abildgaard fra teamet på 70 10 61 11.
Det handler om liv
Om at redde liv og øge livskvalitet. Sammen med de andre hospitaler i Region Hovedstaden arbejder vi for at sikre vores patienter den bedst mulige behandling og sammenhæng i forløbet.
På Rigshospitalet træder du ind på Danmarks største og højest specialiserede hospital, hvor vi leverer forskning i international klasse og behandler patienter med komplicerede og sjældne sygdomme. Vi stiller høje faglige og menneskelige krav og tilbyder til gengæld en god og spændende arbejdsplads, hvor der er plads til at udfolde dine kompetencer og ambitioner.
Vil du være med til at tage ansvar og gøre en forskel?
Fakta
- På Rigshospitalet er vi 12.000 medarbejdere, de fleste af os arbejder på Blegdamsvej og i Glostrup
- Vi har over 500 højt specialiserede funktioner, bl.a. transplantationer på lever-, lunge-, nyre- og hjerteområdet samt transplantation af knoglemarv i forbindelse med kræftbehandling
- Vi modtager og behandler patienter fra Danmark, Færøerne og Grønland
- Vi uddanner sundhedsprofessionelle til fremtidens sundhedsvæsen.
Ansættelsesområde
Region Sjælland og Region Hovedstaden bliver den 1. januar 2027 til Region Østdanmark som følge af sundhedsreformen.
Dit ansættelsesområde vil være Region Østdanmark med alle tilhørende organisatoriske enheder.
Læs mere om betydningen af ansættelsesområdet på Region Østdanmarks hjemmeside.
Startløn for overenskomstansatte
Regionen er forpligtet til at oplyse dig om startlønnen for stillingen. Du får oplyst grundløn, centralt fastsatte tillæg og pension i den relevante overenskomst. Udover startlønnen, kan lønnen indeholde eventuelt forhandlede tillæg afhængigt af stillingen, dine erfaringer og kvalifikationer.
Se startlønnen på regionens hjemmeside