Marketing Manager til Lyngby Boldklub
Description
Vil du være med til at få endnu flere mennesker på tribunerne, styrke Lyngby Boldklubs brand og udvikle klubbens kommercielle forretning?
Vi søger en Marketing Manager, der kan tage ansvar for klubbens samlede marketingindsats. Du skal kunne se de store linjer, men også have lyst til selv at føre idéerne ud i livet.
Vi leder efter dig, der har erfaring med at skabe resultater gennem marketing, arbejder struktureret og ikke er bange for at tage initiativ. Du ved, hvad der virker, og du kan vise os, hvad du tidligere har opnået.
Som vores nye Marketing Manager bliver du en vigtig del af den kommercielle afdeling, hvor du får stor indflydelse på, hvordan vi udvikler Lyngby Boldklub, tiltrækker flere fans og skaber øget omsætning.
Du får ansvaret for at planlægge, udvikle og føre klubbens marketingaktiviteter ud i livet - både digitalt og ude i den virkelige verden. Vi vil gerne være endnu mere synlige i vores lokalområde. På skolerne, i bylivet og alle de steder, hvor vi kan bringe Lyngby Boldklub tættere på nuværende og kommende fans. Det bliver en vigtig del af dit arbejde.
Dine primære opgaver bliver:
- Strategi og marketingplan: Udvikle og drive klubbens samlede marketingplan, årshjul, kampagner og KPI'er.
- Kampdage og billetsalg: Skabe kampagner, der får flere tilskuere på stadion, øger salget af sæsonkort og styrker relationen til vores fans.
- Camps og events: Sikre en effektiv markedsføring og kommerciel udvikling af klubbens aktiviteter.
- Leadgenerering: Skabe kvalificerede leads og understøtte sponsorafdelingens salgsarbejde gennem målrettede marketingindsatser.
- Digital marketing: Arbejde med annoncering, e-mailmarketing, automatisering, segmentering og løbende optimering på baggrund af data.
- Hjemmeside og app: Sikre, at klubbens digitale platforme er opdaterede, brugervenlige, salgsoptimerede og understøtter vores brand.
- Brand og identitet: Sikre en professionel og sammenhængende markedsføring på tværs af klubbens kanaler.
- Performance: Måle, analysere og optimere effekten af vores marketingaktiviteter.
Du kommer til at arbejde tæt sammen med resten af den kommercielle afdeling samt klubbens presse- og SoMe-team.
Hvem leder vi efter?
For os er det ikke afgørende, hvilken uddannelse du har. Det vigtigste er, hvad du kan, hvad du har lavet tidligere, og hvilke resultater du har skabt.
Vi forventer, at du:
- Har solid erfaring med digital og kommerciel marketing.
- Kan dokumentere konkrete resultater inden for eksempelvis salg, leadgenerering, konverteringer eller kundetilgang.
- Både kan udvikle en strategi og selv føre den ud i livet.
- Er særdeles struktureret og god til at skabe overblik og sikre fremdrift.
- Har masser af energi, tager ansvar og selv opsøger nye muligheder.
- Forstår sammenhængen mellem marketing, salg og forretningsudvikling.
- Arbejder analytisk og datadrevet med klare mål og KPI'er.
- Har en stærk teknisk forståelse og nemt ved at sætte dig ind i forskellige digitale systemer.
Kort sagt leder vi efter en, der både kan lægge planen og få tingene til at ske.
Hos os er der sjældent langt fra idé til handling. Derfor skal du trives i en hverdag, hvor du både arbejder med den langsigtede retning og griber de muligheder, der opstår undervejs.
Dine digitale værktøjer
En stor del af jobbet foregår naturligvis digitalt. Derfor skal du være hjemmevant på digitale marketingplatforme og have lyst til at bruge teknologien til at skabe endnu bedre resultater.
Vi arbejder blandt andet med følgende systemer, som det vil være en fordel, hvis du allerede kender:
- Klaviyo (e-mailmarketing)
- CMS og hjemmesideopbygning (WordPress og Elementor Pro)
- Meta Ads og Google Ads
- CRM (HubSpot)
- Google Analytics og lignende analyseværktøjer
Vi forventer ikke, at du kan det hele fra første dag. Til gengæld skal du have teknisk flair og være hurtig til at sætte dig ind i nye systemer, så du kan blive superbruger i dem, vi arbejder med.
Hvad kan du forvente af os?
Du bliver en del af en traditionsrig fodboldklub, hvor ambitionerne er store, og hvor der er plads til at sætte dit eget præg på tingene.
Vi tilbyder en fuldtidsstilling med stor selvstændighed, korte beslutningsveje og mulighed for at få reel indflydelse på klubbens kommercielle udvikling.
Hverdagen hos os er præget af højt tempo, et stærkt fællesskab og kolleger, der brænder for Lyngby Boldklub. Vi løfter i flok, hjælper hinanden og arbejder hver dag på at gøre klubben stærkere.
Skal du være vores nye Marketing Manager?
Hvis du kan se dig selv i rollen, vil vi meget gerne høre fra dig.
Send os en kort, motiveret ansøgning, hvor du fortæller lidt om dig selv, og hvad du kan bidrage med. Vi vil også gerne høre om konkrete kampagner, projekter og kommercielle resultater, du tidligere har skabt.
Og så må du meget gerne give os et indblik i, hvad du ser af muligheder i Lyngby Boldklub. Hvad ville du tage fat på? Hvor ser du det største potentiale? Og hvilke ambitioner har du for rollen?
Vi har ambitioner om at udvikle klubben, og vi håber at finde en kollega, der har lyst til at være med til at indfri dem.
Praktisk information
Stilling: Marketing Manager
Arbejdssted: Lyngby Boldklub
Arbejdstid: Fuldtid
Tiltrædelse: Efter aftale
Ansøgningsfrist: Hurtigst muligt – vi afholder samtaler løbende
Ansøgning sendes til: ab@lyngby-boldklub.dk