freehire launches on Product Hunt on 26 August.

Follow →

Projektleder til Byens HaverBoligselskabet Sjælland |

Open 41d

Summary

Project manager leading health and community initiatives in a new Roskilde neighborhood, coordinating cross-sector collaborations and mobilizing residents for social and health programs.

Projektleder til Byens HaverBoligselskabet Sjælland | Projektleder til Byens Haver Vil du være med til at udvikle nye løsninger, der styrker fællesskaber, fremmer sundhed og skaber større lighed i sundhed? Har du erfaring med projektledelse, mobilisering, samskabelse og tværsektorielt samarbejde? Så er du måske den projektleder, vi søger til en nyoprettet stilling, hvor udviklingen af et nyt byområde går hånd i hånd med nytænkende sundheds- og trivselsindsatser. BYENS HAVER - en ny bydel i Roskilde BYENS HAVER er et område i Roskildes sydvestlige del, som gennemgår en fysisk transformation med fokus på fællesskab, sundhed og trivsel. Bydelens kombinerede fælles- og sundhedshus, Havehuset, er hjertet i BYENS HAVER og motoren i udviklingen af en ny tilgang til sundhed og velfærd. Ambitionerne er store, og vi udvikler derfor Havehuset i en 1.0 version, dvs. et prøvehus, hvor vi over en årrække afprøver sundheds- og fællesskabende aktiviteter. Alt sammen i samarbejde med forskellige aktører, herunder Boligselskabet Sjællands boligsociale indsats, kommunale samarbejdspartnere, beboere og frivillige foreninger. Vi har brug for en selvstændig projektleder, der vil stå i spidsen for at igangsætte og udvikle aktiviteter og indsatser i huset. Formålet er at udvikle en Havehus-model, hvor sundhedsfaglige og fællesskabsbaserede aktiviteter integreres med positiv effekt på bydelens sundhedsprofil. EN HVERDAG SOM DRIVKRAFTEN BAG HAVEHUSET Som projektleder bliver du organisatorisk forankret i afdelingen Strategisk Forretningsudvikling. Du får ansvaret for projektstyring/koordinering af indsatser, der igangsættes i Havehuset. Dine arbejdsopgaver vil bl.a. omfatte: Projektledelse: Du vil få det overordnede ansvar for Havehusets projektportefølje, herunder at sikre fremdrift, styring og rapportering til fonde og programledelsen. Du skal kordinere samarbejdet mellem den boligsociale indsats, som har fast base i Havehuset, medarbejdere fra kommunale forvaltningsområder, civilsamfundsaktører og forskningspartnere. Du vil også få budgetansvar for husets budget på 8-10 mio. kr. Du vil sammen med en kommende Havehusvært og kommunale samarbejdspartnere sikre sammenhæng og koordinering af indsatserne i Havehuset. Udvikling og gennemførelse af kombinerede fællesskabs- og sundhedsfremmende initiativer: Som projektleder vil du bidrage til etablering og afprøvning af forskellige typer af fællesskabsrettede indsatser, som kombineres med lokale kommunale sundhedstilbud i samarbejde med regionen og civilsamfundet. Der vil være særligt fokus på at mobilisere brugere og beboere til indsatser og tilbud med det overordnede formål at reducere ulighed i sundhed. Mobilisering, samskabelse og dokumentation: Sikre tæt forankring af beboernes og brugernes ønsker og behov samt dokumentere erfaringer gennem empiriindsamling i samarbejde med tilknyttede forskere, som skal danne grundlag for udvikling af det kommende Havehus 2.0. Konkret skal du udvikle brobyggende processer, der skaber tættere forbindelse mellem beboernes hjem og Havehuset - særligt rettet mod en målgruppe i alderen 30-64-årige, som bor alene. ERFAREN PROJEKTLEDER, DER KAN OMSÆTTE AMBITIONER TIL HANDLING Vi forestiller os, at du: Har solid og dokumenteret erfaring med projektledelse (inkl. budgetansvar), herunder styring af komplekse projekter med flere aktører, meget gerne af bystrategisk karakter. Er en dygtig facilitator og netværksopbygger, som kan samle forskellige aktører og interessenter. Er stærk i visionsstyring: Du skal kunne se, hvordan daglige aktiviteter bidrager til den overordnede vision for BYENS HAVER, og du skal kunne tænke langsigtet (fra Havehus 1.0 til 2.0). Kan bevare overblikket og sikre sammenhæng, dvs. bl.a. koble fællesskaber og boligsocial indsats med sundhedsfaglige tilbud - og omvendt. Det kræver, at du er god til struktur og systematik. Har indsigt i sociale og sundhedsfaglige problemstillinger og en stærk interesse for at reducere ulighed i sundhed. Har erfaring med borgerinddragelse, samskabelse og mobilisering af lokale ressourcer. Har gode relationelle og sociale kompetencer, så du sammen med en Havehusvært kan drifte Havehuset 1.0. Du skal være god til at byde folk velkommen og skabe trygge rammer for inkluderende fællesskaber. Har gode kommunikative evner og formår at skabe dialog med både borgere og fagprofessionelle. Har en struktureret og selvstændig tilgang til dine opgaver og kan dokumentere resultater og erfaringer. HOS OS FÅR DU MERE END BARE ET JOB Hos os bliver du en del af et team med høj faglighed, stærkt kollegaskab og smittende godt humør - i en organisation, hvor ordentlighed, samarbejde og trivsel er i fokus. Vi sørger for, at du får en god start. Med et grundigt onboardingforløb bliver du klædt på til både opgaverne og vores organisation. Du får rig mulighed for faglig udvikling og medindflydelse på opgaveløsningen. Her får du en arbejdsdag med mening - hvor du gør en reel forskel og er med til at skabe trygge, attraktive hjem for mange mennesker. Vi prioriterer fleksibilitet og balance mellem arbejdsliv og fritid højt. Derfor tilbyder vi blandt andet: Fleksible arbejdstider Fri hver anden fredag, hvis du ønsker at være med i vores ordning ’fleksibel hverdag’ - som vi nok skal beskrive, hvis vi mødes Vi tilbyder ordentlige vilkår og goder, der gør hverdagen lettere: Fuldtidsansættelse på 37 timer inkl. frokost og tidsbegrænset til to år. Du vil indimellem skulle arbejde i aftentimerne Ansættelsesvilkår og løn i henhold til overenskomsten mellem Dansk Erhverv og AC Attraktiv pensionsordning, sundhedssikring og 3 % i ferietillæg Fri 1. maj, Grundlovsdag og dagen efter Kristi Himmelfart - med løn Gratis frugt og adgang til medarbejderrabatordning gennem LogBuy, der giver rabat på alt fra elektronik og oplevelser til rejser og dagligvarer Aktiv personaleforening og sociale arrangementer året rundt Fra 2027 er vi en arbejdsplads med røg- og nikotinfri arbejdstid. Vi arbejder allerede nu med en god overgang for medarbejderne, så alle bliver støttet i forandringen. Da der er tale om en nyoprettet stilling, får du mulighed for at sætte dit præg på udviklingen af fremtidens nære sundhedstilbud og løsning på ulighed i sundhed. Du bliver en del af et bystrategisk udviklingsprojekt, hvor fællesskab fungerer som løftestang for sundhed. Du bliver en del af en arbejdsplads med fokus på tværsektorielt samarbejde og innovation i almene boligområder og med et stærkt politisk ønske om at reducere ulighed i sundhed. I hverdagen får du et tæt samarbejde med engagerede kollegaer i Boligselskabet Sjælland og Roskilde Kommune. Stillingen er organisatorisk forankret i BYENS HAVER med reference til chef for Strategisk Forretningsudvikling i Boligselskabet Sjælland. Havehuset ligger i boligområdet Æblehaven/Rønnebærparken i Roskilde. Adressen er Æblehaven 78, 4000 Roskilde. Du får din daglige gang i Havehuset, hvor den boligsociale indsats og de kommunale samarbejdspartnere også har deres base, men du vil også have din gang på hovedkontoret på Sjællandsvænget 1. REKRUTTERINGSPROCES OG KONTAKT Synes du, at stillingen lyder spændende, så send din motiverede ansøgning og dit CV senest den 5. august 2026. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte HR-partner Lotte Helt-Overgaard på 20 29 46 78. Om Boligselskabet Sjælland Boligselskabet Sjælland er et alment boligselskab, der har opført og administrerer ca. 12.500 boliger på Sjælland. Vi beskæftiger ca. 250 medarbejdere, og vores hovedkontor i Roskilde er placeret godt i forhold til motorvejen og kun 25 minutter fra Københavns Hovedbanegård. Vi har 4 servicecentre i henholdsvis Roskilde, Holbæk, Ringsted og Køge. Læs mere på www.bosj.dk. Boligselskabet Sjælland · Sjællandsvænget 1 · 4000 Roskilde · Kontakt os · Vi udlejer også boliger for BoliGrøn, Hvalsø Boligselskab og Vores Bolig

See also

Tailor your CV for this role?

We couldn't check your fit for this role — add a CV to your profile to see it next time.

A new version of freehire is available