QHSE Manager
JD-Contractor
JD-Contractor er en dansk marine- og subseaentreprenør med hovedsæde i Holstebro og afdelinger i Thyborøn, Kalundborg og København. Siden etableringen i 1972 har virksomheden udviklet sig fra erhvervsdykning til en specialiseret projekt- og entreprenørforretning indenfor offshore og maritim infrastruktur.
Virksomheden løser projekter på og under havet med installation af søkabler og rørledninger, subsea construction, survey, ROV-operationer, bjærgning og decommissioning. Kunderne findes primært inden for offshore energi, elektrisk transmission, forsyning og maritim infrastruktur, hovedsageligt i Nordeuropa.
JD-Contractor arbejder både som specialistunderleverandør og som hovedentreprenør på udvalgte turnkey-projekter. Projekterne varierer betydeligt i størrelse og kompleksitet og stiller derfor høje krav til blandt andet projektøkonomi, risikostyring og kapacitetsudnyttelse.
Læs mere her:
Vil du stå i spidsen for QHSE i en teknisk og maritim virksomhed, hvor kvalitet, sikkerhed og dokumentation er en central del af driften? Hos JD-Contractor får du mulighed for at samle og udvikle området som en selvstændig funktion og sætte dit præg på den fremtidige struktur.
Tag ansvaret for QHSE i en kompleks offshore- og subseaforretning
QHSE-området er en integreret del af den daglige drift hos JD-Contractor, og som QHSE Manager bliver du den faglige nøgleperson, der sikrer sammenhæng mellem krav, systemer og praksis på tværs af organisationen.
Du får ansvar for virksomhedens QHSE-ledelsessystemer, ISO-certificeringer og dokumentationsgrundlag. Samtidig skal du sikre, at krav fra myndigheder, kunder og certificeringsorganer bliver håndteret og forankret i organisationen.
Rollen spænder bredt og omfatter blandt andet compliance, audits, dokumentstyring samt arbejdsmiljø- og miljøområdet. Du får det direkte QHSE-ansvar for de landbaserede aktiviteter på kontorer, lager og værksteder og arbejder samtidig tæt sammen med ledelsen og de maritime funktioner, hvor du bliver en central faglig sparringspartner i QHSE-relaterede spørgsmål.
JD-Contractor er certificeret efter ISO 9001, ISO 14001 og ISO 45001, og standarderne er en vigtig forudsætning for virksomhedens drift og markedsadgang. En væsentlig del af opgaven bliver derfor at fastholde den nødvendige struktur og dokumentation og samtidig sikre, at systemer og arbejdsgange fungerer i en fleksibel og operationel organisation.
Dine vigtigste opgaver vil være at:
- sikre fortsat efterlevelse af ISO 9001, ISO 14001 og ISO 45001 samt relevant lovgivning og myndigheds- og kundekrav.
- vedligeholde og videreudvikle virksomhedens QHSE-ledelsessystem, herunder håndbog, politikker, procedurer og instruktioner.
- planlægge og koordinere interne og eksterne audits samt følge op på afvigelser og korrigerende handlinger.
- koordinere arbejdsmiljøindsatsen på land, herunder AMO, APV, risikovurderinger og trivselsundersøgelser.
- følge op på miljøområdet, herunder miljøkortlægning, affaldshåndtering, kemikalier og miljøberedskab.
- indsamle og bearbejde relevante data samt udarbejde det faglige indhold til ESG-rapporteringen indenfor miljø, arbejdsmiljø og kvalitet.
- samarbejde med navigatører og øvrige relevante medarbejdere om QHSE-relaterede forhold i den maritime organisation og løbende udvikle systemer og arbejdsgange.
Den operationelle sikkerhed om bord på fartøjerne er forankret hos de nautiske ansvarlige. Din rolle bliver at sikre de overordnede rammer og skabe sammenhæng mellem kravene på land og den maritime del af organisationen.
Styr på detaljen og forståelse for sammenhængen
Du har praktisk erfaring med QHSE og er vant til at arbejde med ISO-ledelsessystemer, audits, dokumentstyring samt opfølgning på afvigelser og forbedringstiltag. Der stilles ikke krav om en bestemt uddannelsesmæssig baggrund – relevant erfaring og en solid faglig forståelse for området vægtes højest.
Erfaring fra offshore, marine eller shipping er en fordel, men du kan også komme fra en entreprenør-, engineering-, energi-, produktions- eller teknisk projektvirksomhed med tilsvarende krav til ledelsessystemer, dokumentation og compliance.
Som person arbejder du struktureret og systematisk og formår at bevare overblikket over en bred opgaveportefølje. Du tager ansvar, følger opgaverne til dørs og trives i en hverdag, hvor behov og prioriteringer kan ændre sig.
Du samarbejder naturligt med forskellige fagligheder og kommunikerer tydeligt om ansvar, rammer og forventninger. Samtidig har du en pragmatisk tilgang, der gør dig i stand til at omsætte formelle krav til konkrete løsninger, som fungerer i hverdagen.
Byg videre på et stærkt fundament
Du træder ind i et veletableret QHSE-område med eksisterende certificeringer, systemer og arbejdsgange. Samtidig får du mulighed for at trække på mange års erfaring og et indgående kendskab til virksomheden.
Det giver dig et stærkt udgangspunkt for hurtigt at lære virksomheden at kende samt at forstå forretningen og de eksisterende processer, før du sætter retning for den videre udvikling af området.
Med andre ord får du en central rolle med stor faglig indflydelse og mulighed for at sætte retning for QHSE-området i en teknisk og maritim virksomhed, hvor dit arbejde har direkte betydning for både projekter, kunder og JD-Contractors adgang til markedet.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Research Consultant Simone Svenningsen på tlf. 2616 3704.
Bemærk, at vi blot har behov for dit CV, når du søger stillingen. Din henvendelse behandles fortroligt og videregives ikke uden din accept.