Sales Manager Danilift A/S
Description
Sales Manager til Danilift
Vil du være med til at løfte Danilift ind i næste vækstfase?
Danilift har stærke produkter, et godt omdømme og kunder og forhandlere, som virksomheden vil bygge videre på. Samtidig ser vi flere muligheder i nye markeder, som også skal dyrkes.
Derfor søger vi en Sales Manager, som udfører salgsarbejdet opsøgende og systematisk, som skaber nye kunderelationer og udvikler samarbejdet med forhandlere. Du får en central rolle i at omsætte Danilifts vækstambitioner til konkrete kundeaktiviteter og ordrer.
Danilift udvikler og producerer lifte til montering på varebiler og chassis. Salget spænder fra gennemprøvede standardløsninger til teknisk komplekse, kundetilpassede opbygninger. Det giver dig mulighed for at arbejde tæt med både kunden og de kolleger, der skal sikre, at løsningen kan realiseres.
En vigtig rolle med plads til at skabe resultater
Du får ansvar for at drive vores salgsaktiviteter i Skandinavien og bidrage til udviklingen af nye markeder. Opgaven handler både om at udvikle eksisterende kunder og forhandlere og om selv at finde og skabe nye forretningsmuligheder.
Du kommer blandt andet til at:
-
opsøge nye kunder og skabe fremdrift i nye salgsmuligheder
-
udvikle eksisterende kunderelationer og forhandlernetværk
-
planlægge og følge op på salgsaktiviteter, pipeline og forecast
-
afdække kundernes behov og omsætte dem til relevante tekniske og kommercielle løsninger
-
udarbejde tilbud, forhandle vilkår og følge salget frem mod ordre
-
koordinere med teknik, produktion, service og økonomi, så det aftalte, kan leveres
-
sikre en grundig overdragelse af kundekrav og ordreoplysninger
-
give ledelsen et løbende overblik over salgsresultater, markedsudvikling og nye muligheder.
Du refererer til Danilifts CSO, som bliver din nærmeste leder.
Du kender liftbranchen og kan skabe vækst
Erfaring fra liftbranchen er et krav. Du har arbejdet med opsøgende B2B-salg og kan dokumentere, hvordan du har skabt resultater, udviklet kunder eller åbnet nye muligheder.
Vi lægger også vægt på, at du:
-
arbejder selvstændigt og følger systematisk op
-
har kommerciel forståelse og blik for indtjening
-
trives med længere salgsprocesser og flere interessenter
-
er god til at skabe tillid og udvikle langsigtede relationer
-
kan forstå tekniske behov og inddrage de rette specialister
-
kommunikerer tydeligt og samarbejder godt med kunder og kolleger
-
taler og skriver dansk og engelsk; tysk er en fordel
-
har kørekort og trives med kundebesøg og rejseaktivitet.
Du skal kunne tage ansvar for dit eget salgsarbejde og samtidig være en del af holdet. Hos Danilift er det vigtigt, at vi taler sammen på tværs, så kundens behov, den tekniske løsning og produktionen hænger sammen.
Tæt på kunderne og tæt på beslutningerne
Du får din base hos Danilift i Farsø og forventes at være på kontoret mindst 1–2 dage om ugen. I begyndelsen vil du være mere til stede for at lære produkterne, kunderne og virksomheden grundigt at kende. Stillingen indebærer rejser i Skandinavien og Europa, forventeligt mindst 40 rejsedage uden for DK om året.
Danilift er en virksomhed, hvor du får kort vej fra idé til handling og tæt kontakt til de kolleger, der udvikler og producerer løsningerne. Du kommer ind på et tidspunkt, hvor virksomheden har identificeret et stort potentiale, og hvor salgsindsatsen skal udvikles.
Interesseret?
Hvis du har erfaring fra liftbranchen og motiveres af at skabe nye salgsmuligheder, udvikle markeder og gøre en konkret forskel, hører vi gerne fra dig.
Kontakt PULS Human Relations
Marck Thorning på 43 14 42 01 marck@puls-hr.dk eller Peter Høffner Thomsen på 43 14 42 11 pht@puls-hr.dk for en fortrolig samtale.
